Custom eller template webshopdesign?

En af de vigtigste overvejelser, du skal gøre dig, hvis du er i færd med at bygge din egen webshop/hjemmeside, er selvfølgelig designet. Dit valg af hjemmesidedesign/tema har betydning på flere fronter – UX, konverteringer, hastighed, funktionalitet og søgemaskineoptimering. I denne artikel kigger vi på fordele og ulemper ved at vælge henholdsvis et custom design og en template.

Template – billigt, nemt og hurtigt

Bygger din webshop på et udbredt CMS såsom WordPress, Magento, Drupal eller Joomla, har du adgang til et enormt community, der hver eneste dag udvikler nye plugins, funktioner og templates. En stor del af disse er helt og aldeles gratis, hvilket er en fordel for iværksætteren uden den store kapital i ryggen. Andre koster alt mellem 5 og 150 USD – et niveau, hvor alle og enhver bør kunne være med. Ønsker du at holde dine startomkostninger i bund, er det således sandsynligvis et templatedesign, du bør investere i. De fleste skabeloner er endvidere ganske ubesværlige at installere, redigere og tilpasse til dine behov, og det tager typisk ikke mere end et minut, før det grundlæggende tema er installeret og klar til brug. Ofte har du ligeledes mulighed for at samle hosting, domæne og design ét sted – danske DanDomain tilbyder eksempelvis både Premium og gratis designs til deres DanDomain webshops.

Ulempen ved en skabelon er helt naturligt, at du ikke på samme måde som ved et design, der er bygget fra bunden, har mulighed for at gøre det unikt. Du kan selvfølgelig ændre eller helt fravælge dele af temaet, men det kræver teknisk indsigt og en forståelse for det pågældende tema og CMS.

Custom – uendelige muligheder og større frihed

I modsætningen til skabeloner kan du med et custom design selv bestemme alt. Her er som udgangspunkt ingen begrænsninger – hverken farver eller funktionalitet. Så længe du (eller din webdesigner) ved, hvad du laver og er dus med det system og kodesprog, du bygger dit tema til og ud fra, er store ambitioner og krævende funktioner bestemt mulige. I så fald du vælger at bygge et design fra bunden, undgår du tilmed også de begrænsninger, man ofte kan støde på ved brug af en generisk skabelon, der jo tit er tiltænkt en bestemt niche eller branche.

En custom skabelon giver dig således uendelige muligheder for at opbygge et design, der er helt unikt og tilpasset din forretning, men det afspejles også i prisen og/eller tidsforbruget. Forestår du selv det hårde arbejde, er det vigtigt at været indforstået med, at projektet ikke kan klares på en eftermiddag – eller to. Allierer du dig i stedet med en professionel webdesigner, vil prisen alt andet lige også være væsentligt højere end de mellem 20-50 dollars, en gennemsnitlig template som hovedregel kan erhverves for. Du skal også regne med en længere udviklingsperiode samt tid (og kapital) til rettelser, tilføjelser og andre nødvendige foranstaltninger, der gør selve designet funktionelt. Denne løsning bliver ofte valgt af større virksomheder, som ønsker og har råd til at investere i et design, der er opbygget fra bunden.

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *